Jørn Oberg Utzon

Jørn Utzon

Jørn Oberg Utzon, AC, Hon. FAIA (Danish: [j%C9%B6%C9%90%CC%AFn ˈud̥sʌn]; 9 April 1918 – 29 November 2008)[ was a Danish architect, most notable for designing the Sydney Opera House in Australia. When it was declared a World Heritage Site on 28 June 2007, Utzon became only the second person to have received such recognition for one of his works during his lifetime. Other noteworthy works include Bagsværd Church near Copenhagen and the National Assembly Building in Kuwait. He also made important contributions to housing design, especially with his Kingo Houses near Helsingør.

Sydney Opera House

In 1957, Utzon unexpectedly won the competition to design the Sydney Opera House. His submission was one of 233 designs from 32 countries, many of them from the most famous architects of the day.[6] Although he had won six other architectural competitions previously, the Opera House was his first non-domestic project. One of the judges, Eero Saarinen, described it as "genius" and declared he could not endorse any other choice.

The designs Utzon submitted were little more than preliminary drawings. Concerned that delays would lead to lack of public support, the Cahill government of New South Wales nonetheless gave the go-ahead for work to begin in 1958. The Anglo-Danish engineers Ove Arup and Partners put out tenders without adequate working drawings and construction work began on 2 March 1959. As a result, the podium columns were not strong enough to support the roof and had to be rebuilt. The situation was complicated by Cahill's death in October 1959.

The extraordinary structure of the shells themselves represented a puzzle for the engineers. This was not resolved until 1961, when Utzon himself finally came up with the solution. He replaced the original elliptical shells with a design based on complex sections of a sphere. Utzon says his design was inspired by the simple act of peeling an orange: the 14 shells of the building, if combined, would form a perfect sphere.[6] Although Utzon had spectacular, innovative plans for the interior of these halls, he was unable to realise this part of his design. In mid-1965, the New South Wales Liberal government of Robert Askin was elected. Askin had been a 'vocal critic of the project prior to gaining office. His new Minister for Public Works, Davis Hughes, was even less sympathetic. Elizabeth Farrelly, Australian architecture critic has written that

at an election night dinner party in Mosman, Hughes's daughter Sue Burgoyne boasted that her father would soon sack Utzon. Hughes had no interest in art, architecture or aesthetics. A fraud, as well as a philistine, he had been exposed before Parliament and dumped as Country Party leader for 19 years of falsely claiming a university degree. The Opera House gave Hughes a second chance. For him, as for Utzon, it was all about control; about the triumph of homegrown mediocrity over foreign genius.

Utzon soon found himself in conflict with the new Minister. Attempting to rein in the escalating cost of the project, Hughes began questioning Utzon's capability, his designs, schedules and cost estimates, refusing to pay running costs. In 1966, after a final request from Utzon that plywood manufacturer Ralph Symonds should be one of the suppliers for the roof structure was refused, he resigned from the job, closed his Sydney office and vowed never to return to Australia. When Utzon left, the shells were almost complete, and costs amounted to only $22.9 million. Following major changes to the original plans for the interiors, costs finally rose to $103 million.

The Opera House was finally completed, and opened in 1973 by Elizabeth II, Queen of Australia. The architect was not invited to the ceremony, nor was his name even mentioned during any of the speeches. He was, however, to be recognised later when he was asked to design updates to the interior of the opera house. The Utzon Room, overlooking Sydney Harbor, was officially dedicated in October 2004. In a statement at the time Utzon wrote: "The fact that I'm mentioned in such a marvellous way, it gives me the greatest pleasure and satisfaction. I don't think you can give me more joy as the architect. It supersedes any medal of any kind that I could get and have got." Furthermore, Frank Gehry, one of the Pritzker Prize judges, commented: "Utzon made a building well ahead of its time, far ahead of available technology, and he persevered through extraordinarily malicious publicity and negative criticism to build a building that changed the image of an entire country.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Operahuset i Sydney

Jørn Oberg Utzon (9. april 1918 i København – 29. november 2008 i Helsingør) var en dansk arkitekt, som i 2003 modtog Pritzker-prisen. Han er verdenskendt for at have tegnet Sydney Opera House, der er en af de mest kendte bygninger i verden. Da operahuset i 2007 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste, blev Utzon den anden person i verden, der har opnået denne ære i levende live.

Indholdsfortegnelse

• 1 Opvækst
• 2 Uddannelse
• 3 Additive principper
• 3.1 Dysleksi
• 4 Sydney Operaen
• 5 Efter Sydney
• 6 Bygninger tegnet af Utzon
• 6.1 Urealiserede projekter
• 6.2 Værker af Utzon Associates
• 7 Design
• 8 Diverse udmærkelser
• 9 Noter
• 10 Eksterne henvisninger

Opvækst

Jørn Utzon blev født i København, men allerede da Jørn var et år gammel, flyttede familien til Aalborg, hvor hans far, Aage Utzon (1885-1970), fik arbejde som skibsingeniør på Aalborg værft. Familien boede først i en lille lejlighed i Vendelbogade. Senere flyttede de til en murermestervilla på Nørre Trandersvej i Vejgård.

Aage Utzon skabte respekt inden for sit fag ved at udvikle den nøjsomt præciserede spidsgatter. Han var kendt for at beskrive sine både ned til den mindste detalje i sine konstruktionstegninger – Jørn Utzon efterlignede denne teknik i sin egen karriere. Som barn brugte Jørn Utzon meget tid i skibsværkstederne, hvor han betragtede tilblivelsen af skibene. I udformningen af skibene blev konstruktions- og funktionsoptimering den afgørende faktor for skibenes udseende, og den deri implementerede æstetik dannede i Utzons senere værker et vigtigt inspirationsgrundlag. Jørn gik på den private Klostermarkskole og senere på Aalborg Katedralskole, hvor han, på grund af ordblindhed, fik årgangens dårligste studentereksamen.[1]

Utzon tog i 1930 med sin familie til Stockholmudstillingen. Denne udstilling introducerede Utzon for funktionalismen og gjorde et stort indtryk på ham. Erik Gunnar Asplund var hovedkraften bag denne udstilling. Asplund havde i 1920’erne medvirket til at sætte svensk arkitektur på verdenskortet med værker som eks. Stadsbiblioteket i Stockholm, Skandia-biografen, Skogskapellet, Villa Snellman mfl. Utzons familie blev inspireret af de transparente og lyse karakteristika, som udstillingen var præget af, og istandsatte deres eget hus efter disse nye tendenser.

Utzon er fætter til den danske billedhugger og professor Einar Utzon-Frank. Uddannelse

I 1937 flyttede familien Utzon til Helsingør. Jørn Utzon begyndte samme år sine studier på Københavns Kunstakademi med Kay Fisker og Steen Eiler Rasmussen som sine læremestre. Han udviklede sig meget igennem de fem år, fra den nøjsomt præciserede udformning af en pavillon i Ålsgårde, til udvidelsen af Leidersdorf huset, der med sin fine balance mellem klassicisme, modernisme og kontekst afslører inspirationen fra Asplund. Utzon var færdiguddannet i 1942.

Senere i 1942 under tyskernes besættelse af Danmark, flygtede Utzon til Stockholm, som på det tidspunkt var en rugekasse for skandinavisk og international arkitektur. Han fik selskab af arkitekter som eks. Arne Jacobsen, Poul Henningsen, Halldor Gunnløgsson, Tobias Faber m.fl. Asplunds nordiske funktionalisme inspirerede dem alle meget, ligesom Alvar Aaltos tegnestue i byen gjorde det. Utzon arbejdede i denne periode sammen med Hakon Ahlberg, som netop havde udgivet en bog om Asplund, og kort efter med Paul Hedqvist, igennem hvem han kom i kontakt med den norske arkitekt Arne Korsmo. Additive principper

Efter tyskernes overgivelse i 1945 ville Utzon hjælpe genopbygningen af Europa gennem en række midlertidige huse i Holland. Disse blev hans første skridt mod de additive principper, som han senere udtænkte. Samme år vendte han tilbage til Danmark hvor han, sammen med Tobias Faber, deltog i en række arkitektkonkurrencer, hvor konkurrenceforslagene byggede på integreringen af det aktuelle landskab i formgivningen, som det eks. ses i forslaget til Crystal Palace. I dette forslag er en række plateauer formet efter det omgivende terræns bølgen kombineret med en stolpekonstruktion, der viderefører stemningen fra det nært liggende skovlandskab. Denne integrering af naturen i arkitekturen blev et vigtigt virkemiddel, og en vigtig arbejdstilgang, gennem Utzons karriere. Utzon og Faber fortsatte samarbejdet i adskillige efterfølgende projekter.

Fra 1947 til 1949 var Utzon henholdsvis i Marokko, USA og Mexico. I Marokko udviklede han nogle fabriksdesign, og blev her introduceret til islamisk arkitektur, og opdagede den fundamentale visdom hos almindelige mennesker, hverdagsdetaljeringerne og kvaliteten i sammenhængen mellem byggematerialer og landskabets naturlige materialer. Denne inspiration førte på dansk jord til, at Utzon ofte valgte at bygge huse i lokale danske byggematerialer, som for eksempel gul tegl.

I 1949 modtog Utzon et legat til at tage til USA og Mexico. I USA besøgte han Ray og Charles Eames, Frank Lloyd Wright og Ludwig Mies van der Rohe. Efter møderne med disse prominente personer beså Utzon i Mexico mayaernes platformkomplekser Uxmal og Chichen Itza på Yucatánhalvøen. Det kaldte han: ”En af de største arkitektoniske oplevelser i mit liv”.[2] Han fascineredes af den måde, mayaerne byggede mod himlen for at komme tættere på Gud, og af den måde templerne majestætisk rejser sig op af junglen. Denne oplevelse var inspiration til hans artikel: ”Platforme og plateauer: En dansk arkitekts ideer”. Romerhusene, 1957-61.

Et forslag i samarbejde med Arne Kosmo til henholdsvis Oslo Banegård (1947) og vestre Vika (1948) ledte til et samarbejde med PAGON (Progressive Arkitekters Gruppe Oslo Norge). Med denne gruppe videreudvikledes ideen om billige midlertidige efterkrigshuse gennem et forslag i Armebrâten (1951). Disse ideer fortsatte over i lignende projekter i Skåne, Fredensborg og Kingohusene i Helsingør. I disse huse omkranser beboelsen delvist et kvadratisk gårdareal, hvorpå udvidelser kan bygges når økonomien tillader det.

De byggetekniske principper i disse huse bygger på at lade én bærende væg bære resten af husets bestanddele. Utzon finder inspiration herfor i Eames hus, som han havde besøgt året før, og bygger videre på denne ide i sit eget hus i Hellebæk.

I slutningen af fyrrene og op igennem halvtredserne kørte Utzon sideløbende hermed nogle mere ikoniske projekter, som kulminerede med operahuset i Sydney (som begyndte i 1956), hvor en landmark-effekt forsøges integreret. Af eksempler kan nævnes vandtårnet i Svaneke fra 1949, der afmærker Bornholms kystlinje, samt den aldrig opførte Langelinie Pavillion. Dysleksi

Jørn Utzon led af dysleksi (ordblindhed). Han har selv udtalt:[3] Citat Jeg blev ikke ingeniør, fordi jeg både lider af dysleksi og mangel på matematisk indsigt. Man skal have en god matematisk hjerne for at blive ingeniør. Husk, at geometri er noget ganske andet. Som en kompensation for disse handicap har jeg åbenbart et talent for rumsans. Jeg tænker mig til en bygning og så er den færdig i mit hoved. Dette har jeg kunnet bruge som arkitekt. Et rygte siger, at jeg ikke kan tegne, og aldrig har kunnet. Dette kan skyldes, at jeg arbejder så meget med modeller. Modeller er nemlig et af de mest vidunderlige design-redskaber. Men jeg laver stadig de flotteste tegninger De kan forestille Dem. En af mine norske arkitekt-venner, Arne Korsmo, siger altid, at man skal bygge et rum, i stedet for at tegne det. Citat Jørn Utzon Sydney Operaen Operahuset i Sydney

   Se også hovedartiklen Sydney Opera House.

Utzons karriere tog en skarp drejning da han i 1957 vandt konkurrencen om Sydney Operahuset. Forslaget, der i første omgang var blevet kasseret af den oprindelige jury, blev reddet af det senere tilkommende jurymedlem og anerkendte arkitekt, Eero Saarinen, der åbnede de andres øjne for det dengang spektakulære projekt. Saarinen fandt for øvrigt inspiration i Utzons operahus til sit efterfølgende lufthavnsprojekt i New York. Operahusets hvide skallers bløde og organiske former var i forslaget kombineret med orientalsk og mellemamerikansk platformsinspiration, der tilsammen giver det ikoniske "landmark" juryen ønskede.

Utzon var ikke på noget tidspunkt under udarbejdelsen af projektet tilstede i Sydney. Ud fra søkort kunne han se, at husets placering i havnen mindede om Kronborgs placering i havnen i Helsingør, som derfor var en vigtig inspirationskilde. Når man fra vandet bevæger sig rundt om huset, ændres facaden hele tiden, og han ønskede derfor at skabe en facade, der ikke var ens fra alle sider – en såkaldt femte facade.

Konstruktionen af operahuset begyndte i 1959. Ingeniørerne på projektet havde store vanskeligheder med at finde en metode til at bygge de store skaller, da man på det tidspunkt ikke umiddelbart havde teknologien til at støbe så store konstruktioner. Utzon fik den ide, at man kunne udvikle et system hvor alle skalkomponenterne bliver udskåret fra en cirkel, hvorigennem man opnår muligheden for at fremstille ens præfabrikerede komponenter til sammensættelse af de mange skaller.

Længere tids uoverensstemmelser med Sydneys bystyre endte i 1966 med, at Utzon forlod projektet, hvilket havde som konsekvens, i mangel på økonomi og vilje, at mange af Utzons oprindelige ideer, hovedsageligt for interiøret, gik tabt. Efter Sydney Parlamentsbygningen i Kuwait City, 1972

Efter Sydney-projektet, og op igennem tresserne, udviklede Utzon sine principper om additiv arkitektur, karakteriseret ved syntesen mellem geometri, modulation og standardiserede produkter. Den additive arkitekturs eksistensgrundlag blev bekræftet gennem Sydney-projektet, som viste at standardiseringen af bygningselementer var i stand til at optimere konstruktionen af den givne konstruktion. I slutningen af årtiet havde Utzon fremstillet et principgrundlag, hvorudfra han lavede forslagene til Farum bymidte, Stadionet i Jedda og hans andet forsøg på at lave et museum i Silkeborg. Ud fra samme principper udviklede han sit Espansiva bygningssystem, hvor flere ens komponenter kan sammensættes til et fleksibelt enfamilieshus.

I slutningen af sin aktive karriere tegnede Utzon kirken i Bagsværd, hvor dagslyset reflekteres fra høje sidevinduer ned ad de hvidkalkede, krumme loftsflader og giver et skyggeløst lys, som aftager svagt nedefter. Han tegnede også parlamentet i Kuwait, som er inspireret af beduinernes kultur og hvis facade minder om et telt, men også i sit interiør har elementer fra basaren. Ud over sit senere samarbejde med sine sønner, sluttede Utzon sin solokarriere med at bygge to huse til sig selv og sin hustru på Mallorca i Spanien. Bygninger tegnet af Utzon Bagsværd Kirke, 1976 Skagen Odde Naturcenter Sommeren 2008 Utzon Center Ålborg, Juli 2009

  *  Eget hus i Hellebæk (1952, fredet)

• Vandtårnet i Svaneke (1952, fredet)
• Villa, Dronninggårdsvej 42, Holte (1952)
• Elineberg, boligbyggelse, Helsingborg, Sverige (1954, 1. præmie sammen med E. og H. Andersson, opført 1966)
• Villa med atelier for Ejler Bille og Agnete Therkildsen, Glentevej 8, Vejby Strand (1955, sammen med Ib Møgelvang, senere udvidet af Peter Karpf)
• Kingohusene i Helsingør (1957-61)
• Operahuset i Sydney i Australien (1956-66, færdiggjort af andre arkitekter)
• Melli Bank, Teheran, Iran (1959, sammen med Hans Munk Hansen)
• Hammershøj i Helsingør (projekt 1962, færdiggjort 1966 af Birger Schmidt, fredet)
• Fredensborghusene, Bakkedraget 1-79, Fredensborg (1962-63, fredet)
• Dansk Samvirkes bebygggelse Terrasserne, Fredensborg (1962-63)
• Prøvehus for Espansiva-princippet, Hellebæk (1969-71)
• Eget hus, Can Lis, Mallorca (1971)
• Parlamentsbygningen i Kuwait (1973-82)
• Bagsværd Kirke, Bagsværd (1974-76)
• Paustians Hus, Nordhavnen, Københavns Havn (1985-86)
• Eget hus, Can Feliz, Mallorca (1992-94)
• Urealiserede projekter
• Musikkonservatorium (1945)
• Bellahøjbebyggelse (1945, indkøbt, sammen med Tobias Faber)
• Ny Aalborghal (1945, sammen med Faber)
• Næstved Idrætspark (1946, 3. præmie, sammen med Faber)
• Århus Idrætspark (1947, sammen med Faber)
• Krystalpalads, London (1947, sammen med Faber og Mogens Irming)
• Borås Boligbebyggelse (1947, sammen med Faber)
• Boligbebyggelse og papirfabrik i Marokko (1947)
• Hovedbanegård, Oslo (1947, sammen med Arne Korsmo)
• Landelsskole, Göteborg (1948, sammen med Korsmo)
• Bebyggelsesplan for Sköyen, Oslo (1952, sammen med Korsmo)
• Langeliniepavillonen, København (1953, indkøbt)
• Skånske Hustyper (1954, 1. præmie, sammen med Ib Møgelvang)
• Arbejdernes Oplysningsforbunds Højskole, Helsingør (1959, 1. og 3. præmie)
• Byplan for områder i Frederiksberg Kommune, bl.a Søfronten (1959, 1. præmie)
• Udstillingsterræn, Vestamager (1960)
• Nationalmuseet, København (1960)
• Elvira boligbebyggelse, Spanien (1960)
• Birkehøj, boligbebyggelse (1960)
• Operahus, Madrid (1962)
• Silkeborg Kunstmuseum (1963)
• Teater, Zürich (1964, 1. præmie)
• Eksportskolen, Herning (1964)
• Eget hus i Bayview, Sydney (1964)
• Teater, Wolfsberg (1965, 4. præmie)
• Farum Bycenter (1966)
• Universitetscenter, Odense (1966, sammen med Per Abben)
• Sportsstadion, Jeddah, Saudi-Arabien (1967)
• Utzep-møbler (1968)
• Espansiva Typehussystem (1969)
• Skoleby i Herning (1970)
• Rekreationsscenter, Vendsyssel (1979)
• Svømmehal ved Peblingesøen, København (1979, sammen med Jan Utzon)

Værker af Utzon Associates

• Tankskibsrederi, Herning (1984)
• Hotel- og Kongrescenter på Langeliniekaj, København (1986)
• UNO-X Benzintank, Herning (1986)
• Indkøbscenter, Århus (1988)
• Museet for Moderne Kunst, Tustruplund, Fredensborg (1988)
• Telefonboks (1988)
• Naturama Museum, Bornholm (1988)
• Bolig- og forretningscenter, Kalkbrænderihavnen, København (1988)
• Museum i Vestjylland (1988)
• Hotelbygning, Kalundborg (1990)
• Udbygning af Paustians Hus (1986-1987)
• Skagen Odde Naturcenter (1989, opført under ledelse af sønnen Jan Utzon i 1999-2000)
• Musikhuset i Esbjerg er tegnet af Jørn Utzon og hans søn Jan Utzon.
• Utzon Center i Aalborg er tegnet af Jørn Utzon og hans søn Kim Utzon (2008)
• Tvinds internationale hovedkvarter, TG Pacífico, San Juan, Mexico, Jan Utzon

Design

• 1949 Spring – drikkeglas (produceres stadig)
• 1965 Aurora Stolen – en loungestol, der blev designet i forbindelse med opførslen af operahuset i Sidney
• 2005 Opera Pendel – tydeligt inspireret af operahuset (produceres stadig)
• 2005 Concert Pendel – designet for Lightyears (produceres stadig)

Diverse udmærkelser

• Eckersberg Medaillen 1957
• C.F. Hansen Medaillen 1967
• Prins Eugen Medaljen 1973
• RIBA Royal Gold Medal 1978
• 1980 The Daylight and Building Component Award
• Alvar Aalto-medaljen 1982
• Companion of the Order of Australia 1985
• Sir John Sulman Medaljen 1992
• Wolf Prize in Arts 1992
• Sonningprisen 1998
• Pritzker-prisen 2003
• æresprofessor ved Aalborg Universitet 2003

Noter

• Jørn Utzon – Geocache, maj 2008
• Jorn Utzon: Works and Project 2006
• Jørn Utzon – Historien bag Sydneys Operahus.

Eksterne henvisninger Commons-logo.svg Wikimedia Commons har medier relateret til: Jørn Utzon

• Weilbachs Kunstnerleksikon, 1994
• Romerhusene – Kingohusene i Helsingør
• The Edge of the Possible, 1998, Daryl Dellora, Film Art Doco Pty Ltd
• Arkitekturbilleder.dk – billeder af Jørn Utzons bygninger
• Jørn Utzon Galleri
• Jørn Utzon på archINFORM