Erik Ottesen Rosenkrantz, af Bjørnholm

Otte og sønnen Erik markerede sig som højdepunkterne i Rosenkantzernes politiske magt, da de begge fungerede som rigshofmestre. Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i Rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær.

I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.

Danske slotte og herregårde. Bind 14 :
Bla...Estruplund var oprindelig navnet på en skov i Estrup sogn. Den
tilhørte sammen med det meste af sognet i slutningen af det 15. århundrede hr. Erik Ottesen Rosenkrantz.
1499 udlagde han skoven og godset til sin afdøde søn Holgers børn. Det er formodentlig dette
gods, som blev oprindelsen til hovedgården Estruplund...

Erik Ottesen Rosenkrantz, af Bjørnholm

• *

Et vigtigt bidrag til besvarelsen af spørgsmålet om, hvem der har oprettet Mariager Kloster, kunne en latinsk Gravskrift over Erik Ottesen Rosenkrantz i Hornslet Kirke ved Rosenholm (Øster Lisbjerg Herred) ved første Øiekast synes at yde, idet det i denne’ Gravskrift hedder, at Erik Ottesen i sin Alderdom gav sig ind i Mariager Kloster, som hans Fader (Otto Nielsen Rosenkrantz) med flere af Adelen havde stiftet (fundarant); men en nærmere betragtning vil dog formentlig vise, at den Oplysning, som de fremhævede Ord give, kun er saare ringe.

Otto Nielsen Rosenkrantzs, der var Hofmester under Kristian I, døde Aar 1477, og han maa dengang have været en ældre Mand, da det vides, at han i Aaret 1420 deltog i Slaget ved Immervad, hvor han blev saaret i Hovedet; men at han allerede i Aaret 1412 eller tidligere, altsaa mindst 65 Aar før sin Død, skulde have været med til at grundlægge Mariager Kloster, har kun liden Sandsynlighed for sig, da han saa enten maatte have været meget ung dengang, eller ogsaa have opnået en ganske usædvanlig høj Alder, og det er derfor vistnok rimeligst at forstaa Gravskriftens Udtryk om, at han har været med til at „stifte“ Mariager Kloster, i den Betydning, hvori dette Udtryk bruges i Birgittinernes Ordensregels Kapitel XX. Her8 siges nemlig de, som indtræde i et Kloster af denne Orden, inden Beboernes, navnlig Nonnernes, Antal, var blevet fuldt, at „stifte“ (paa Svensk: fundera) Klosteret, fordi de skulde, for at kunne optages, medbringe saa meget Gods til Klosteret, at vedkommende Nonne kunde af Indtægten deraf have nok til 01 og Brød hvert Aar saavel i frugtbare som i ufrugtbare Aar, og derefter tilføjes det „men af de Penge, som Rigets Almue frivillig sammenskyder, skal Abbedissen forsyne Alle med anden Føde, Klæder og nødtørftig Hus, naar Tallet paa de Personer, som først have stiftet (funderat) Klosteret, er fuldt, og enhver Person har aarlig hvad hun behøver (sina prebendam) til øl og Brød.

Derefter skal der ingenlunde gives til Klosteret Gods eller Penge af dem, som indtræde i Klosterstanden (j renliffnadhin), eller af andre Personer; thi naar en Person døer i Klosteret, skal en anden tages i hendes Sted“.

Indskriften paa Erik Ottesens Ligsten siger derfor sandsynligvis ikke andet, end at Otto Nielsen Rosenkrands og flere af Adelen have indsat Nonner i Mariager Kloster og overdraget dette det til Optagelsen fornødne Gods, inden Klosteret endnu var kommet saa vidt, at dets Beboere vare bievne fuldtallige, hvilket de rimeligvis først ere bievne en Del Aar efter Klosterets Grundlæggelse.

Det har formentlig været forholdsvis smaa Midler, der fra først af have været henlagte til Mariager Kloster*); men det varede ikke længe, før det samlede sig store Rigdomfne, da ikke alene de ovennævnte Konger alle ivrig antoge sig den nye *) I en utrykt Beskrivelse af Mariager Kirke omtrent fra Aaret 1750 omtales det, at kirkegaarden, der ligger paa den østlige Skraaning af det Høidedrag, hvorpaa Klosteret er opført, kaldtes Marenborg.

Skulde dette for en Kirkegaard paafaldende Navn tyde paa, at der før Klosterets Stiftelse her har ligget en befæstet Gaard? Stiftelse, men ogsaa mange private Folk, navnlig af Adelen og særlig af Slægterne Rosenkrands, Krumpen og Lykke, kappedes med dem om at vise den deres Godgjørenhed.

Den 30 September 1457 skjænkede Jens Olufsen af Bustrup (ved Skive) méd sin Hustru Marine Nielsdatters (Krabbe) Raad og Samtykke, Gud, Jomfru Maria og St. Birgitta til Lov, Hæder og Ære, dem selv og derés Forældres Sjæle og Jens Olufsens første Hustru Barbaras Sjæl og alle kristne Sjæle til evig Salighed en Gaard, hedder Østrup, i Skader Sogn, Hald (Sønderhald) Herred, skylder 1 Tde Honning eller 1 Tde Smør, til Mariager Kloster, hvis Brødre og Søstre derfor skulde holde en Begængelse hvert Aars St. Laurentii Aften til evig Tid over de 4 Begængelser, de pleie at gjøre for deres særdeles Venner9.

Under Aarstallet 1457 findes i Dansk Magasin anført et Brev om, at Ridder Erik Ottesen (Rosenkrands) af Bjørnholm (Sønder Herred i Randers Amt), som var Rigshofmester baade under Kristoffer af^Baiern og Kristian I og døde 1503, med sin Faders Otto Nielsens og sin Hustrus Sofie Henriksdatters Samtykke har givet 9 Gaarde paa Landet og nogle Gaarde ÿ Mariager By til Brødre og Søstre i Mariager Kloster for en daglig Messe og for 4 aarlige Begængelser til evig Tid at holde for alle, som mærkeligen gjøre dem tilgode med Jordegods, og i disse 4 Begængelser skulde de med Navn indskrive baade Erik Ottesen og hans Hustru og begges Forældre baade levende og døde, og desuden oprettede' han til disse Messer og Begængelser et Kapel i Kirken10.

Under Aarstallet 1475 nævnes en Fundats af Erik Ottesen af Skjern (Middelsom Herred) paa et Kapel, Alter og Messer at opholdes i Mariager Kloster, hvortil han har givet 10 Gaarde11.

Hvorledes det forholder sig med disse to Dokumenter af 1457 og 1475 skal ikke her nærmere undersøges, men det maa være tilstrækkeligt at bemærke, at det vistnok er rimeligst med den. store Historiker Langebek at antage, at de begge omhandle en og samme Gave til Klosteret, samt at Aarstallet 1457 paa det første Dokument er urigtig skrevet, og at det derfor maa rettes til 1475 12.

Efter Reformationen blev det ved Frederik Ils Brev af 19 Marts 1564 tilladt Holger. Rosenkrands til Boller, da Messerne nu vare afskaffede, at henlægge det i Fundatsen af 1475 nævnte Gods til Hospitalet i Horsens, hvor der skulde oprettes 5 Senge for fattige Folk, som tillige skulde have Føden for Godsets visse Indtægter13.

Foruden flere andre Gaver har Hr. Erik Ottesen og hans Hustru Anne Henriksdatter 1496 skjænket Klosteret 8 Gaarde og 2 Boel for Messer at holdes 14, ligesom han ogsaa nogle Aar forud havde i Mariager By oprettet et Hospital, den saakaldte Kærlingegaard, som stod under Klosterets Forsvar (se nedf. Kap. XV).

https://dis-danmark.dk/bibliotek/907550.pdf

http://www.danskeherregaarde.dk/manorholder/h/hevringholm/ejerhisto...

http://www.hornsletkirke.dk/index.php?page=hornslet-kirkes-historie

https://da.wikipedia.org/wiki/Hornslet_Kirke

http://www.borgerforeningen-mols.dk/files/Arkiv/Vilfred/Hornslet%20...

-------------------------------------

Erik Ottesen Rosenkrantz (ca. 1427 - 7. januar 1503) var en dansk ridder, rigshofmester og storgodsejer.

Rigshofmesteren - Danmarks mægtigste mand

Erik Ottesen var ud af den jyske adelsslægt Rosenkrantz, men familienavnet "Rosenkrantz" anvendte slægten først efter hans død. Han var søn af rigshofmesteren Otte Nielsen (Rosenkrantz) og Else Holgersdatter Krognos Allerede i en ret ung alder fik han ret høje embeder, måske ikke mindst på grund af faderens anseelse i Danmark. Allerede i 1449 nævnes Erik Ottesen første gang. Det er i forbindelse med en række gunstbevisninger han modtog fra Paven. Ved den lejlighed omtales han som ridder. I 1452 er han medlem af rigsrådet og tilmed lensmand på adskillelige len, herunder Skanderborg Slot. Og i 1456, antagelig knap 30 år gammel, blev han rigets fornemste verdslige embedsmand, da han afløste Niels Eriksen Gyldenstjerne som rigshofmester. Han skulle beholde denne post helt frem til 1481, hvor han antagelig faldt ved kong Hans' tronbestigelse.

Udenrigspolitikken

I de 25 år som rigshofmester træffer man Erik Ottesens navn igen og igen. I udenrigspolitikken omtales han allerede 1456 ved forhandlingerne om Borgholms overgivelse. 1457 var han med Christian 1. til Sverige, hvor kongen kronedes til svensk konge i Uppsala. I 1460 medbeseglede Erik privilegierne i Ribe for Slesvig og Holsten. I 1462 og 1469 tog han en virksom del i forhandlinger med Hansestæderne i København. I 1464 ledede han et gesandtskab til Preussen og spillede samme år en rolle ved det møde, hvor ærkebisp Jøns Bengtsson af Uppsala ydmygt bad kong Christian om tilgivelse. 1465 var Erik Ottesen medlem af et dansk gesandtskab, der i Hamborg sluttede en traktat med England, og for sin umage ved denne lejlighed modtog han en særlig takskrivelse fra den engelske konge. Han var til møde med svenskerne i Halmstad 1468 og i Lübeck 1469, var nærværende ved opgøret mellem Christian 1. og hans broder grev Gerhard 1470 (i anledning af den sidstnævntes styrelse af Slesvig og Holsten) og deltog på ny i møderne med de svenske i Kalmar 1472, 1473, 1474 og 1476. I 1477 var han og flere andre i Sachsen for på den senere kong Hans' vegne at bejle til kurfyrst Ernsts datter Christine.

Rigets indre styrelse

Også i landets indre styrelse spillede Erik Ottesen en fremtrædende rolle. Eksempelvis skal blot anføres, hvorledes kongen 1464 sendte ham til Jylland for at forhandle med jyske stormænd i sager, "som os og vore riger nu synderlig og så stor magt på ligger, som det nogen tid i vore dage gjort haver". Man kan derfor ikke undre sig over, at en mand af hans betydning modtog gentagne beviser på kongens nåde. Således fik han 1457 hals- og håndsret over sine bønder, en begunstigelse, som dengang hørte til sjældenhederne i Danmark. I 1459 fik han tillige med faderen birkeret over Bjørnholm (nuv. Høegholm), ligesom han samme år fik tilladelse til selv at beholde den pengeafgift, som han skulle betale kronen af sine len.

Hvorvidt Erik Ottesen fortsat var rigshofmester efter kongs Hans' tronbestigelse i 1481 er uklart. Han kaldes ved titlen i et brev i 1484, som man under almindelige forhold ville anse for en pålidelig kilde. Men der foreligger næppe andre troværdige vidnesbyrd om, at han har beholdt sit embede efter tronskiftet, og da en anden nævnes som rigshofmester både 1482, 1483 og 1487, skal måske den samme betegnelse for Erik Ottesen i 1484 blot opfattes som et høfligt udtryk. Men uanset dette, så bevarede Erik Ottesen dog sin plads i rigsrådet, hvor han i endne i mange år deltog i behandlingen af statens sager. Således deltog han ved møderne med svenskerne 1482 og 1483. I 1484 var han den mest fremtrædende ved forhandlinger, der førtes i København med Hansestæderne, og i det mindste helt ned til år 1500 kan man træffe ham nævnt ved møder i rigsrådet.

Godsejeren

Hvad Erik Ottesens private liv angår, er det nedenfor under hans fader anført, hvorledes han sammen med denne var indviklet i stridighederne med Århus' biskop Jens Iversen Lange og med Lave Brock på Gammel Estrup. Allerede temmelig tidlig forekommer Erik som medejer af faderens herregård Bjørnholm (Høegholm), og ligesom Otte Nielsen udkøbte han forskellige parthavere af den. Omtrent fra 1468 synes han at have overtaget gårdens styrelse, og ved faderens død 1477 arvede han dennes del i den. Hans giftermål havde bragt ham forøget velstand, i det hans bryllup 1456 med Sophie Henriksdatter Gyldernstierne, som var datter af Henrik Knudsen Gyldenstjerne og den "hovmodige" Anne Mogensdatter. Fra Anne Munk arvede parret Boller ved Horsens. Endvidere ejede Erik Ottesen Skjern i Middelsom Herred og Møgelkjær. Samlet set har han hørt til sin tids rigeste mænd. Han var forlenet med Skanderborg Slot (formodentlig i perioden 1452-1488) og med byfogediet i Randers (i alt fald 1467-1494); Hassens og Stensmark, der begge havde været forlenet til hans fader, havde han i pant. Yderligere kan nævnes som hans pantelen: Middelsom Herred (der 1495 af Kronen blev overladt til Eriks søn Jørgen, men faldt tilbage til Erik ved sønnens tidlige død 1496), Sønderlyng Herred, Rinds Herred (sidstnævnte blev dog 1497 pantsat til hans svigersøn Predbjørn Clausen Podebusk) og det såkaldte Ranes Gods i Kalø Len (som en anden af hans svigersønner, Jørgen Rud, 1495 fik i pant).

Privatmanden

At Erik Ottesen har næret historiske interesser, fremgår af et endnu bevaret krønnikehåndskrift, som han har ladet afskrive. Ligesom hans fader var han en from mand, der begunstigede flere klostre med gaver. Navnlig Mariager Kloster fik hans opmærksomhed, og ved klosterkirken her opførte han et kapel, som skulle være hans sidste hvilested. I sin sidste levetid trak han sig tilbage til en bygning i nærheden af klosteret og forblev her til sin død. Bortset fra disse ydre udtryk for fromhed, møder man også træk hos ham, der vidner om en smuk sædelig livsanskuelse, og hele hans personlighed har øjensynlig i en ualmindelig grad været skikket til at indgyde agtelse. I et vidne af Viborg Landsting 1474 hedder det, at han havde tilbudt at stå enhver til rette, som kunne have noget at klage over ham, men at der ingen sådan mødte på Tinget, hvorimod de der forsamlede takkede ham «Ære og godt». Og et eftermæle, som ikke falder i manges Lod, får han i en krønnike fra første halvdel af 1500-tallet, hvor han omtales således: "han var ligesom en fader for Danmark; hans mage og lige så vi ikke end i ære, dyd, fromhed og i alle gode vilkår". Han døde 7. januar 1503, efter at han allerede tidligere delvis havde skiftet med sine børn; sin hustru havde han mistet 1487.

Kilder

• Dansk Wikipedia: Erik Ottesen Rosenkrantz (1427-1503)
• finnholbek.dk: Erik Ottesen Rosenkrantz, til Bjørnholm

  ---

  
  

Til Bjørnholm, Møgelkær (Bjerre Herred) og Skjern (Middelsom Herred) - nævnes i en pavelig bulle 1449 som ridder, 1452 rigsråd, lensmand på Skanderborg, 1456-1481 sin fars eftermand som rigshofmester, 1460 medbeseglede han Ribeprivilegiet, deltog som rigshofmester i utallige forhandlinger og diplomatiske missioner, bl.a. 1477 til Sachsen for at færdiggøre ægteskabskontrakten mellem Christine af Sachsen og den senere kong Hans.
Havde af kronen Middelsom, Slet og Sønderlyng samt Rinds Herred i pant, ca. 1468 overtog han Bjørnholm efter faderen, ejede o. 1499 800 bøndergårde og var formentlig landets rigeste godsejer efter Poul Laxmand, ved kong Hans’ tronbestigelse blev han afsk. som hofmester, men blev fortsat benyttet i diplomatiske missioner, 1494 medbeseglede han udelelighedsbrevet.

Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1985-87:681- 26 b.