Amalie Skram

Amalie Skram, født Alver, 22.8..1846-15.3..1905, norsk forfatter, det moderne gennembruds mest betydelige kvindelige forfatter. Hun blev født i Bergen i en fattig købmandsfamilie. Faderen gik fallit og rejste alene til Amerika i 1864. På moderens initiativ blev Amalie Skram samme år gift med en ti år ældre kaptajn, som hun fulgte rundt i verden, og med hvem hun fik to sønner; ægteskabet var ikke lykkeligt. I 1877 slog de sig ned i Bergen, fik en stor omgangskreds, og Amalie Skram engagerede sig i tidens debat om bl.a. darwinisme. Efter en kort indlæggelse på et psykiatrisk hospital brød Amalie Skram ud af ægteskabet og flyttede til Kristiania, hvor hun kæmpede for at forsørge sig selv og sønnerne. Hos Bjørnstjerne Bjørnson mødte hun den danske forfatter Erik Skram, og de blev gift i 1884. Ægteskabet blev stormfuldt, men Erik Skram støttede hendes talent.

Stof fra det tidligere ægteskab præger Amalie Skrams første roman, Constance Ring (1885), der er en kras naturalistisk skildring af et tvangsægteskab; ingen har så stærkt som Amalie Skram beskrevet middelklassekvinders grænseløst undertrykte og kedsommelige liv. Den næste roman, Lucie (1888), handler om den prostituerede Lucie, som bliver gift med en af sine kunder, et ægteskab, der på forhånd er dødsdømt af både omverdenens og ægtefællernes egne fordomme. Også romanerne Fru Inés (1891) og Forraadt (1892) har kærlighed, seksualitet, dobbeltmoral og ægteskab som temaer og blev Amalie Skrams bidrag til Sædelighedsfejden.

Personlige vanskeligheder med at acceptere ægtefællens erotiske sidespring og med at leve op til rollen som både kunstner, hustru og mor, også for en lille datter i det nye ægteskab, førte til, at Amalie Skram i 1894 lod sig indlægge på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling. De traumatiske oplevelser under indlæggelsen og under den daværende professor Knud Pontoppidans egenrådige og sandsynligvis allerede i samtiden forældede indstilling til især de kvindelige patienter inspirerede Amalie Skram til romanerne Professor Hieronimus (1895) og På Sct. Jørgen (1895). Her afdækkedes for første gang i litteraturen psykiatriens overgreb på det udsatte menneske. Med en kraftanstrengelse fuldendte Amalie Skram sit hovedværk, Hellemyrsfolket (1887-98), en slægtssaga i fire bind, hvor medfølelsen og det sociale engagement er udelt på de svagestes side. Posthumt kom i 1905 romanen Mennesker. For samtiden var hun nok for kontroversiel, skarp og determineret; i nutiden har hun vundet sig position for sin åbenhjertighed og for en kompromisløs vilje til at udtrykke og afdække de mest ekstreme tilstande, både socialt og psykisk, i en snarere ekspressionistisk end naturalistisk stil. I Danmark vakte tv-dramatiseringen af Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen i 1987 med manuskript af Kirsten Thorup ny opmærksomhed om Amalie Skrams forfatterskab og hendes betydning som banebrydende, moderne forfatter.

Kilde: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Norsk_litte...

Amalie Skram (22. august 1846 - 15. marts 1905) var en norsk forfatter. Amalie Skram er født og opvokset i Bergen, og allerede som 18-årig blev hun i 1864 gift med den meget ældre skibsfører Müller. Efter 13 år i et ulykkeligt ægteskab, hvor parret nåede at få to børn, søgte Skram skilsmisse og flyttede til Kristiania (Oslo). Her begyndte hun at skrive, og i 1884 flyttede hun til København og blev gift med den danske forfatter Erik Skram. I ægteskabet med Erik Skram fik hun endnu et barn, men at kombinere familielivet og forfatterskabet blev svært for Amalie Skram, og hun havde i perioder svære psykiske problemer. Hun lod sig indlægge på sindssygehospitalet Skt. Hans, og i 1899 blev hun atter skilt. Amalie Skram døde i 1905.

Forfatterskab

Amalie Skram er kendt som en af de største naturalistiske forfattere.

Amalie Skram blev en vigtig person i forbindelse med skildringen af kvindens stilling i ægteskabet og den seksuelle dobbeltmoral og er i dag især kendt for sin ægteskabsroman "Constance Ring" (1885), som også blev hendes debutroman. Herefter fulgte en række ægteskabsromaner, der hver skildrede forskellige kvinders forhold i deres ægteskaber i et patriarkalsk samfund. Hun skilte sig ud fra andre forfattere, idet hun selv var en kvinde og derfor kunne videregive fortællingerne set fra en kvindes synsvinkel.

Amalie Skram skrev desuden flere selvbiografiske romaner, heriblandt den føromtalte "Constance Ring", "Professor Hieronimus" og "På St. Jørgen".

Bibliografi:

Constance Ring

Lucie

Fru Inés

Forraadt

Professor Hieronimus (1895)

På St. Jørgen (1895)

Sjur Gabriel

To venner

G. Myhre

Avkom

Barnefortellinger (1890)

Bønn og anfektelse (1885)

Karens Jul (1885)

Knut Tandberg (1886)

Agnete (1893)

Sommer (1899)

Julehelg (1900)

Mennesker (1905)

Mellom slagene, breve i udvalg ved Eugenia Kielland (1955)

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Amalie_Skram

Berthe Amalie Alver was born on 22 August 1846 in Bergen, Norway. Her parents were Mons Monsen Alver and Ingeborg Lovise Sivertsen. Amalie had 4 brothers.

Her parents operated a small business, which went bankrupt when Amalie was 17 years old. Her father emigrated from Norway to the United States to avoid a term of imprisonment and her mother was left with five children to care for.

Her mother pressured Amalie into a marriage with an older gentleman, Captain Mueller. Following thirteen years of marriage and the birth of two sons she suffered a nervous breakdown, in part attributed to his infidelity. After several years in a mental hospital, she was divorced from Captain Mueller. Together with her two sons, she moved to Kristiania (now Oslo) and began her literary activities. There she met the Kristiania Bohemian community, including writers like Arne Garborg and Bjørnstjerne Bjørnson, with whom she remained in contact for many years.

In 1884 Amalie Mueller married again, this time the Danish writer Erik Skram, with whom she moved to Copenhagen. They had a daughter from this union. Her obligations as housewife[1], mother and as author as well as the public’s limited acceptance for her then-radical work, led to a further breakdown in 1894, after which Amalie lived in a psychiatric hospital near Roskilde. 1899 also the second marriage was dissolved. She died six years later.

Literary career

In 1882 Amalie Skram debuted under the name Amalie Mueller with Madam Høiers Leiefolk. Her work continued until her death. She dealt with topics she knew well.

Her work can be divided into three categories:

Novels concerning marriage, which explored taboo topics such a female sexuality, and the subservient status of women in that period. These works was received by many as overly provocative and resulted in open hostility from some segments of society.

Multi-generation novels, which dealt with the fate of a family over several generations. With these she explored the social institutions and conditions of the time and campaigned for change.

Mental hospital works such as Prof Hieronimus and Paa St. Jørgen, which deal with the primitive and brutal conditions of such institutions of the period. Her novels created a major stir in Denmark and precipitated improvements in these institutions.

She is recognized as one of the early and strong proponents of what has come to be known as the women's movement, setting the early European early trend. Her works, which had been generally forgotten with her death, were rediscovered and received strong recognition in the 1960s. Several of her works are currently available in recent translations to English.

Subsequent recognition

Statue of Amalie Skram at Klosterhaugen in Bergen, Norway.The Amalie Skram-prisen or Amalie Skram prize is a travel stipend that has been awarded annually since 1994 to Norwegian authors who show exceptional skill in addressing women's issues.

She was honored with a Norwegian stamp in 1996.[2]

Bibliography

Madam Høiers Leiefolk (Madam Høier's Hired Help), 1882

Constance Ring, 1885[3]

Karens Jul

Lucie, 1888[4]

Fru Ines, 1891

Forraadt (Betrayed), 1892

Hellemyrsfolket (The People of Hellemyr), a tetralogy of the following four works:

Sjur Gabriel, 1887

To venner (Two Friends), 1888

S.G. Myre, 1890

Afkom, 1898

Børnefortellinger, short stories, 1890

Kjærlighed i Nord og Syd (Love in the North and South), short stories, 1891

Agnete, play, 1893

Professor Hieronimus, 1895

Paa St. Jørgen (At St. Jørgen), 1895

Mellom Slagene (Between Conflicts), letters, 1895

Sommer (Summer), short stories, 1899

Julehelg (Christmas Season), novel, 1900

Mennesker (People), 1905 (unfinished)

[edit] External links

Wikimedia Commons has media related to: Amalie Skram 

About her life and works (Norwegian)

Danish article (Danish)

Material from the University in Tromsø (Norwegian)

References

This article includes materials translated from the Norwegian, Danish and German Wikipedia articles (see interwiki-links).

^ The demands from the society to accept the unlimited authority of the husband were typical of the period.

^ Famous Norwegian Women on Stamps

^ Available in English translation by Messick, Judith and Hanson, Katherine —ISBN 0810119676

^ Available in English translation by Hanson, Katherine —ISBN 1870041488

Kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/Amalie_Skram

Skram (1846-1905), norsk forfatter og den vigtigste repræsentant for den naturalistiske litteratur i Norge. Amalie Skram indtager en særstilling i norsk litteratur gennem sine skildringer af seksualitet, fælles handling og magtforhold i familien. Som naturalist var hun optaget af at finde frem til de årsagssammenhænge, som styrer individernes skæbne. Den naturalistiske sandhedssøgning førte hos hende til afslørende skildringer af kvinders kår i et borgerlig patriarkalsk samfund.

Amalie Skram og naturalismen

Det var karakteristisk for den naturalistiske digtning, at kravet om at give sandfærdige skildringer fik større vægt end de rent æstetiske krav. Digteren fremstod som sociolog og forsker. Fortælleren skulle ikke kommentere eller vurdere stoffet. Alligevel er det meste af denne digtning præget af et stærkt samfundsengagement, med et radikalt politisk budskab.

De videnskabelige idealer bag den naturalistiske digtning gav grundlag for en detaljeret og udforskende virkelighedsbeskrivelse. Arbejderklassen, fattigdommen, slummen i byerne og kroppen med dens drifter kom først nu for alvor ind i litteraturen. Det nye syn på litteraturens opgaver og det præcise formsprog gjorde det muligt at give en moderne psykologisk menneskeskildring. Hans Jæger gav i «Fra Kristianiabohemen» (1886) og i «Syk kærlighet» trilogien (1893-1903) nærgående skildringer af mandlig seksualitet. Amalie Skram beskrev for første gang i norsk litteratur kvindelig seksualangst.

Amalie Skrams digtning forholdt sig aktivt til samtidens litterære krav og til den politiske debat om kvindens stilling i ægteskabet og til seksualmoralen. Hun skrev om seksuel undertrykkelse af kvinderne og afslørede og kritiserede den herskende seksualmoral ud fra et kvindeperspektiv. Ofte lader hun kvindeskikkelserne repræsentere en søgen efter sandhed og virkelige værdier. Noget man også kan finde hos andre af samtidens digtere, f.eks. Ibsen, Kielland og Lie. Men Amalie Skram idealiserer ikke kvindeskikkelserne, som disse forfatterne ofte gør. Derfor har hun skarpere end nogle af disse konkretiseret kvinders kår i det borgerligt patriarkalske samfund. Hun sætter kvindeundertrykkelsen ind i både en økonomisk, politisk, social og psykologisk sammenhæng.

Liv og baggrund

Amalie Skram blev født i Bergen. Faderen, Mons Alver, drev småhandel og forsøgte at arbejde sig op. Men han begik underslæb og rejste til USA for at undgå fængselsstraf. Kort efter blev den 17 år gamle Amalie forlovet og i 1864 gift med skibsfører Müller, som var af en god familie. Med ham rejste hun næsten jorden rundt. I dette ægteskab fødte hun to sønner.

Efter 13 års ulykkeligt samliv fik Amalie skilsmisse og flyttede til Kristiania (Oslo). Her kom hun ind i et kulturradikalt miljø, skrev artikler, anmeldelser og et par noveller. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram og bosatte sig i København. Året efter debuterede hun med romanen «Constance Ring», og i 20 år fremover var hun en produktiv forfatter.

I ægteskabet med Skram fødte hun, 43 år gammel, en pige. Hun følte sig efterhånden splittet mellem forfattervirksomheden, pligterne i hjemmet og omsorgen for barnet, og var i perioder svært psykisk nedbrudt. I 1894 lod hun sig indlægge på en psykiatrisk afdeling ved Københavns Kommunehospital. Derfra blev hun mod sin vilje overført til sindssygehospitalet Sankt Hans udenfor Roskilde. I 1899 skilte Amalie Skram sig igen. Hun døde i 1905.

Store samfundsmæssige omvæltninger havde fundet sted i 1880- og 90'erne. Politik, økonomi og familiestruktur ændrede sig dramatisk. Dette indebar bl.a. krav om stemmeret, uddannelse og arbejdspladser til kvinderne. På denne tid voksede der stærke kvindeorganisationer frem, egne kvindetidsskrifter og ugeblade. En hel række kvindelige forfattere trådte frem: Dikken Zwilgmeyer, Helene Dickmar, Alvilde Prydz, Karen Sundt m.fl. Kvinders erfaringer blev i større omfang en del af den litterære og politiske offentlighed. I denne sammenhæng markerede Amalie Skram sig tydeligst, og var den der vandt størst anerkendelse.

Forfatterskab

Eftertiden har især værdsat det store naturalistiske romanværk om Hellemyrsfolket (1887-98). I fire bind («Sjur Gabriel», «To venner», «G. Myhre», «Avkom») følges en fattig slægt gennem flere generationer. Amalie Skram fremhæver i disse romaner den nære sammenhæng mellem de materielle kår og personernes tanke- og følelsesliv og viser hvordan elendigheden føres videre fra slægtsled til slægtsled. Fattigdommen giver ikke megen plads til kærlighed og livsudfoldelse. Holdningen i romanerne er deterministisk, for så vidt som de viser, at det er umuligt for enkeltpersoner at overskride de herskende sociale og klassemæssige grænser.

Den samme naturalistiske udforskning af menneskets vilkår førte også til, at hun indgående skildrede kvinders psykologi, seksualitet og psykiske lidelser i ægteskabsromanerne. Debutromanen «Constance Ring» (1885) gav en dristig behandling af den seksuelle dobbeltmoral i det borgerlige ægteskab. Amalie Skram viser her, at kvinders frigiditet kan forklares ud fra både økonomiske og psykologiske forhold, og at den kan være en form for protest mod et nedværdigende samliv, hvor kvinders seksualitet gives i bytte mod forsørgelse.

«Lucie» (1888) var skrevet som et forsvar for den faldne kvinde - i lighed med Christian Krohgs «Albertine» (1886). I de to første romaner og også i «Fru Inés» (1891) og «Forrådt» (1892) viser Amalie Skram, hvordan mændenes seksualmoral, kvindernes økonomiske afhængighed i ægteskabet og deres psykologiske binding til mødrene er afgørende undertrykkelsesmekanismer i et patriarkalsk samfund. Samtidig viser hun, at de borgerlige kvinder selv er med til at videreføre kvindeundertrykkelsen. Både ved at de er mere loyale overfor deres ægtemænd end overfor døtrene, og gennem deres frygt for den sociale deklassering, som ville følge af et brud med de sociale regler.

Amalie Skram har i flere værker, og specielt i «Barnefortellinger» (1890), givet levende skildringer af børn. Især har hun opfanget den tvetydige og sygdomsfremkaldende kommunikation, som børn ofte udsættes for i en familie. Hun har vist, hvordan børn bliver ødelagt. Både af for stærk kærlighedsbinding fra forældrenes side og for streng afvisning. Det berører også problemerne i den nye intime kernefamilie.

I de stærkt selvbiografiske sindssygehospitalromaner «Professor Hieronimus» og «På St. Jørgen» (1895) har hun magtet at beskrive, hvad den psykiske lidelse og kampen mod vanviddet består i. Romanerne skildrer en kvindelig kunstner, som bryder sammen under presset fra de forskellige krav, som stilles til hende som kunstner, hustru og mor. Amalie Skram giver i disse bøger en skarp kritik af den autoritære behandlingsform i de psykiatriske institutioner og af umyndiggørelsen af de sindssyge.

Amalie Skrams forfatterskab er præget af en dybere pessimisme end andre digtere i 1880- og 90'erne gav udtryk for. Men pessimismen rummer et klart kritisk perspektiv. Kritikken af tingsliggørelse, umenneskeliggørelse og kvindeundertrykkelse i det fremvoksende kapitalistiske samfund står centralt. Når hendes bøger i dag er genstand for en ny og levende interesse, er det især fordi hun med stor social og psykologisk indsigt har synliggjort og beskrevet livsområder, som ofte bliver fortiet, og som det tager lang tid at bearbejde og forandre.

Bøger af Amalie Skram som ikke er nævnt ovenfor: «Bønn og anfektelse» (1885), «Knut Tandberg» (1886), «Agnete» (1893), «Sommer» (1899), «Julehelg» (1900), «Mennesker» (1905), «Mellom slagene», breve i udvalg ved Eugenia Kielland (1955).

I.E.

Kilde: http://www.leksikon.org/art.php?n=2332

Forældre: købmand Mons Monsen Alver (1819-98) og Ingeborg Lovise Sivertsen (1821-1908).

~3.10.1864 med skibskaptajn Bernt Ulrik August Müller, *11.4.1837 i Bergen, Norge, †19.11.1898 i New Orleans, USA, s. af læge Jacob Worm Skjelderup M. og Birgitte Ulrica Augusta Stenersen. Ægteskabet opløst 1878.

~3.4.1884 i Kbh. (b.v.) med forfatter ◊Asbjørn Oluf Erik S., *10.3.1847 i Kbh., †21.11.1923 smst., s. af jernbanedirektør ◊Johan Christian Gustav S. og Ida Johanne Hoë. Ægteskabet opløst 1900.

Børn: Jacob, Ludvig, Ida Johanne (1889).

Først da hun i 1884 flyttede fra Norge til Danmark og giftede sig med forfatteren Erik S., blev AS for alvor forfatter. Da var hun 38 år, separeret, moder til to halvvoksne børn og havde nogle år ernæret sig som anmelder, privatunderviser og oversætter. Hendes debutnovelle Madam Høiers Leiefolk, 1882, udgivet under mærket -ie, rystede og forargede det læsende publikum på grund af sin grove og pågående socialrealisme. Efter bosættelsen i Kbh. skrev hun over en periode på en lille snes år en række romaner, der i dag står som hovedværker i nordisk litteraturhistorie.

AS rendyrker som ingen anden dansk forfatter naturalismen og gennemfører med stor konsekvens dens program, der indebærer, at verden skildres som den ser ud, i detaljer og med al dens råhed, snavs og ondskab. Mennesket ses som et dyrisk og driftsbesat individ, hvis egenvilje og strenge moral konstant kolliderer med dybereliggende, ustyrlige og amoralske kræfter. Hovedpersonen i et naturalistisk værk er sjældent sympatisk; således heller ikke hos AS, som skildrer et farverigt persongalleri af mænd og kvinder, børn og gamle, særlinge og sindssyge, fattige og forhutlede eller velhavende og forkrampede eksistenser. Fælles for dem er deres udsathed i det moderne samfund, som ikke mere kan henvise til værdier og garantier, der ligger over eller uden for mennesket selv. Gud er død, moralen er blevet relativeret; tilbage er kun den rå overlevelsesvilje og forplantningsdriften.

Forfatterskabet inddeles traditionelt i tre tematiske kategorier: ægteskabsromanerne, sindssygeromanerne og storværket i fire bind Hellemyrsfolket, 1887-98. Sidstnævnte er både et epos om det moderne samfunds fødsel og en saga om slægten Myre; værket kan læses som en udviklingshistorie om kapitalisering og industrialisering af et traditionelt samfund og samtidig som en afviklingshistorie om de store autoriteters sammenbrud og fremvæksten af den moderne individualisme. Romanen foregår i Bergen, hvor AS også selv voksede op som den eneste datter af en mindre købmand. Hun fik en efter forholdene god skolegang, men til forskel fra brødrene ingen formel uddannelse. Hendes personlige autoritetstab bestod i, at faderen gik fallit med sin forretning, hvorefter den 17-årige AS sporenstregs forlovede sig med en godt ti år ældre og velhavende kaptajn Bernt Ulrik August Müller. Det var et udpræget fornuftsægteskab, AS indgik i 1864; gennem det opnåede hun at komme væk fra Bergen og i ca. ti år rejste hun verden rundt sammen med sin mand og de to sønner, som blev født med kort mellemrum i ægteskabets første år. Rejserne udvidede hendes horisont, bogstaveligt og overført, og hun mødte til overflod det moderne samfund. Som kaptajnens frue blev hun overalt præsenteret for dets fortryllende facader, men selv opsøgte hun gerne og med angstblandet fascination dets bagsider, hvor skidt og møg, druk og hor, snyd og bedrag, sygdom og død florerede. Det var formentlig under denne lange “dannelsesrejse”, at hun gjorde op med endnu en autoritet, idet hun forlod sin pietistiske barnetro til fordel for en indædt og inderlig ateisme. Dermed var også vejen banet for hendes optagelse i det moderne kulturmiljø fra midten af 1870’erne, hvor hun igen tilbragte en tid i Bergen. Her begyndte hun så småt at skrive og fik kontakt med gennembruddets centrale personer, fx Bjørnstjerne Bjørnsson i Norge og ◊Georg Brandes i Danmark; begge havde hun forbindelse med resten af sit liv. I 1877 blev hun skilt og boede nogle år sammen med sin broder i Kristiania, det senere Oslo, før hun flyttede til Kbh. for at gifte sig for anden gang – og for at blive forfatter!

Med debutromanen Constance Ring, 1885, tog AS hul på rækken af ægteskabsromaner. Gennem tre mænd, to ægtemænd og en elsker, oplever Constance tre forskellige sider af den mandlige seksualitet, men ingen af dem kan vække hendes egen. Hun ender med at tage livet af sig, ligesom også hovedpersonerne i Lucie, 1888, og Fru Inés 1891, må lade livet, mens Aurora i Forraadt, 1892, med nød og næppe overlever sin ægtemand. Døden bliver inden for romanernes forløbsmæssige logik kvindernes eneste og sidste udvej. AS skriver sig med denne skarpe konsekvens ind i periodens ophidsede diskussion om mandlig henholdsvis kvindelig seksualpraksis: Sædelighedsfejden. Hendes indfaldsvinkel er en kras kritik af den moderne mands seksuelle dobbeltmoral, der i Constance Ring fx giver sig udtryk i, at ægtemanden uden skrupler søger tilfredsstillelse hos husets tjenestepige, når Constance afviser hans grove tilnærmelser.

Også i Forraadt er mandens seksuelle erfaringer i fokus, spejlet i den unge Auroras maniske, næsten perverterede fiksering på sin ægtemands fortid blandt letlevende kvinder, en fiksering, der totalt stiller sig i vejen for udvikling af hendes egen seksualitet. Overalt i ægteskabsromanerne kan de kvindelige hovedpersoners grundlæggende identitetsproblemer føres tilbage til, at de konstant konfronteres med og skiftevis tiltrækkes og frastødes af en seksualiseret omverden. Som Aurora desperat jager viden om den mandlige seksualitet, søgte naturalisten AS umådeholdent at formulere sandheden og derigennem afdække borgerskabets mange bedrag og selvbedrag. Det skete ikke uden omkostninger: teksterne skrev sig ofte helt tæt ind på materien i både bogstavelig og overført forstand, hvilket frastødte mange læsere og selv gode venner som Bjørnsson.

Det var et hårdt pres således konstant at skulle leve med det paradoksale krav om absolut ægthed i fiktionen; ægteskabet med Erik S. viste sig at være lige så vanskeligt at bakse med som kunsten, og i 1889 blev AS så oven i købet i en alder af 43 år moder til en datter. Alt i alt sled det umådeligt hårdt på hende, og i 1895 søgte hun hjælp hos den moderne psykiatri. Straks hun var blevet indlagt på Kommunehospitalet, kom hun i konflikt med overlægen ◊Knud Pontoppidan, hvis autoritære behandlingsform ikke umiddelbart var, hvad AS havde brug for. Men middelbart var den det måske alligevel. I hvert fald kæmpede hun en hård kamp for at slippe ud af galehuset, og da hun var ude, skrev hun på ingen tid de to sindssygeromaner Professor Hieronimus og Paa Sct. Jørgen, begge udgivet i 1895. Af romanerne fremgår det, at det er netop oppositionen mod den herskesyge overlæge, der på ny giver hovedpersonen Else Kant fokus og mål i tilværelsen. Samtidig arbejder hun sig ud af galskaben. Det er kunstneren Else Kants kamp med stof og form, der driver hende ud i vanviddet, og denne kombination af galskabs- og kunstnerroman er unik for periodens kvindelitteratur, ligesom ASs forfatterskab i sin helhed er det.

Efter kraftpræstationen med de to værker afsluttede AS sidste bind af Hellemyrsfolket, Afkom, 1898, som hun var gået i stå med op til indlæggelsen, og i 1899, efter at hun var blevet skilt, udkom novellesamlingen Sommer, hvis gennemgående tema er den umulige kærlighed. Her sprænges momentant det naturalistiske formsprog af en syndflod af drømme, mystik og makabre fantasier, der peger i surrealistisk retning. AS kunne have udviklet denne teknik, hvis ikke helbred og pengemangel havde stået i vejen. Hendes sidste værk Mennesker blev udgivet heftevis 1902-05, og hun var nødt til at skrive for at få forskud fra forlaget. Men et sådant arbejdspres var AS ikke vant til, og hun døde, inden romanen var færdig, fysisk og psykisk nedbrudt.

Mal. fra ca. 1889 af G. Achen. Mal. fra 1895 af Harald Slott-Møller i Bergens offentlige bibliotek. Statue fra 1949 af Maja Refsum i Bergen. Foto i KB.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk Kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Liw Køltzow: Den unge Amalie Skram, 1992. Irene Engelstad: Sammenbrudd og gjennombrudd, 1984.

Privatarkiv i KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Birgit Mortensen

Kilde: http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1282/query/skram/

Amalie Skram (født 22. august 1846 i Bergen, Hordaland, som Berthe Amalie Alver, død 15. mars 1905 i København) var en norsk-dansk forfatter. Hun vakte stor forargelse med sitt forfatterskap, men etter hvert, og ikke minst etter sin død, fikk hun anerkjennelse som en stor naturalistisk forfatter. Hun er blant annet kjent for slektsromanene om Hellemyrsfolket.

Foreldrene til Amalie var Mons Monsen Alver og Ingeborg Lovise Sivertsen. Amalie hadde også fire brødre, blant dem Johan Ludvig Alver.