Ragnar Lodbrok
Kongesagaer
Oldnordiske Sagaer
Bind 1 - 3
Den store saga om Olaf Tryggvesøn
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826-1827
Gorm Danekonnings Riges Begyndelse
Om Knud hin Fundne
61. Da Sigurd Ring, Ragnar Lodbroks Fader, var bleven Konge over Sverrig og Danmark, og havde tilvejebragt Fred i begge Riger, og sat Skattekonger og Jarler over dem, tænkte han paa det Rige, som hans Frænde Harald Hildetand, og før ham Ivar Vidfadme, havde besiddet i England. Dette Rige stod nu under engelske Konger, og den, som da regjerede, hed Ingjald, og skal have været Broder til Saxernes Konge Peter; Ingjald var en mægtig Konge. Kong Ring udbød en stor Leding af sit Rige, og drog over til England, og da han kom til Nordhumberland, forlangte han, at de skulde tage ham til Konge; der vare da mange, som underkastede sig ham. Men da Ingjald spurgde det, samlede han en stor Hær, og drog imod Kong Ring, og de holdt nogle Træfninger med hinanden, men Udfaldet af den sidste blev, at Kong Ingjald faldt, og med ham Hans Søn Ubbe og en stor Deel af deres Hær. Da tilegnede Kong Ring sig Nordhumberland og hele det Rige, som Kong Ingjald havde ejet. Før Kong Ring igjen drog med sin Hær bort fra England, satte han en Skattekonge over Nordhumberland; han hed Olaf, og var en Søn af den Kinrik, som skal have været en Brodersøn af Ivar Vidfadmes Moder Moald hin Digre eller Tykke. Derpaa drog Kong Ring igjen tilbage til sit Rige; Kong Olaf herskede længe over Nordhumberland, men da Kong Ubbes Søn Eava kom til Regjeringen, holdt han og Olaf mange Træfninger, og Udfaldet af den sidste blev, at Kong Olaf flyede, men Eava underlagde sig Riget. Kong Olaf drog da til Sverrig til Kong Ring, som satte ham til Høvding over Jylland, og der var Olaf længe efter Skattekonge, først under Kong Ring, siden under Ragnar Lodbrok, han blev kaldt Olaf hin Engelske; hans Søn var Grim hin Graa, som tog Kongedømme og Rige efter sin Fader. Grim var Fader til Andulf hin Stærke, som var Ragnar Lodbroks Skattekonge i Jylland; Andulfs Søn hed Gorm, som fremdeles var Skattekonge i Jylland, han blev kaldt Gorm Heimske eller hin Tossede. Kong Gorm havde mange Trælle. Nu hændte det sig, at nogle af hans Trælle engang vare sendte til Holdseteland at Kjøbe Viin, som de førte paa mange Heste. Da de droge Søndenfra tilbage over den Skov, som kaldes Myrkvid, toge de Natteleje i Skoven. Det var ganske stille Vejr. Som nu Trællene om Natten vare vaagne, hørte de et Barn græde henne i Skoven, og da det blev lyst om Morgenen, gik de ind i Skoven at lede efter Barnet, men Skoven var baade trang og mørk; de nærmede sig dog efterhaanden Skriget, og fandt omsider Barnet. Det var svøbt i et linned Klæde, som var knyttet sammen foran paa Brystet; da de løfter Knuden op, vare den tre Guldringe, og Barnet var indenfor svøbt i et Silkeklæde; det var den dejligste Dreng, man kunde see. De toge ham med sig, og da de kom til Kong Gorm, viste de ham Barnet i samme Klæder, som de havde fundet det. Kongen øste Vand paa Drengen, gav ham Navn, og kaldte ham Knud efter den Knude, som han førte paa sig. Denne Dreng blev nu opfødt ved Kong Gorms Hof, blev tidlig forstandig, og udmærkede sig i alskens Færdigheder fremfor de fleste, som vare der i Landet. Kong Gorm havde ingen Søn, og da han elskede sin Fostersøn Knud saa højt, tog han ham i Søns Sted, og ærede ham fremfor alle sine Frænder, saa at han bestemte, at Knud skulde være hans Eftermand i Regjeringen: han fik Navnet Knud hin Fundne. Kong Gorm raadede ikke længe over Landet, men døde af Sygdom, og før sin Død lod han Knud udraabe til Konge over hele det Rige, som han havde haft i Jylland. Kong Gorm blev da højlagt efter Oldtids Skik.
62. Kong Knud lod stævne til et Hovedthing, og paa dette Thing lyste han for Folket, at, om der fandtes noget Menneske, fremmed eller indfødt, der kunde give ham sikker Underretning om hans Slægt, da vilde han ophøje ham til Rigdom og Magt. Dette spurgdes vidt omkring. Og nu fortæller man, at en Aften kom to saxiske Mænd til Kong Knuds Hof, og da de fik Kongen i Tale, tog den fornemste af dem Ordet, og spurgde: “Er det sandt, Herre! at I har lovet den Mand stor Belønning, som kan underrette eder om eders Æt.” Kongen sagde, at det var sandt, og svor paa, at han skulde ogsaa vel opfylde dette sit Løfte. “Skulle ligesaavel Trælle som fri Mænd opnaae dette?” spurgde Gjæsten videre. “Ja derpaa skal ingen Forskel gjøres,” sagde Kongen. “Saa har jeg nu først at fortælle dig,” sagde den Fremmede, “at jeg og denne min Ledsager ere Trælle hos en Jarl i Saxland, men vi kunne give dig sikker Underretning om din Æt: Arnfin Jarl herskede over Holdseteland, vi vare da hans Trælle, men dog tillige hans Fortrolige; det hændtes nu, at Jarlen avlede et Barn med sin Søster, og det blev holdt hemmelig, og da hun fødte Barnet, blev det svøbt i Silkeklæder, uden om hvilke der blev knyttet et linned Klæde, og deri bleve knyttede tre Guldringe; derpaa overgav man denne Dreng til os, at vi skulde ombringe ham. Vi droge da hen i Skoven Myrkvid, og bare Barnet langt ind i Skoven, og lagde det ned ved Rødderne af et Træ, og ginge siden bort.” Og disse Mænd sagde nu nøjagtige Mærker om, hvor de havde baaret Barnet hen, saa at de Trælle, som havde fundet det, erkjendte, at det var paa samme Sted. Kong Knud gav da de saxiske Trælle Penge at udløse sig med af Trældommen, og bad dem dernæst komme til sig. De gjorde saa, og da de kom tilbage til Kong Knud, gav han ogsaa sine Trælle, som havde fundet ham, Frihed, og gav dernæst alle de Frigivne Jarldømme, og gjorde dem alle til mægtige Mænd, som han havde lovet. Deraf blev han kaldt Trælle-Knud. Han havde en Søn, som han lod kalde Gorm efter sin Fosterfader. Trælle-Knud raadede ikke længe over Riget, men blev dog en navnkundig Konge. Efter ham blev hans Søn Gorm tagen til Konge, og styrede Riget under Ragnar Lodbroks Sønner, og var mest i Gunst hos Sigurd Orm i Øje; han opfostrede den Søn, Sigurd havde med Kong Ellas Datter Blæja; Gorm øste Vand paa denne Dreng, gav ham Navn og opkaldte ham efter sin Fader Knud; han blev siden kaldt Haardeknud efter det Sted Hørd i Jylland, hvor han blev født.
63. Ragnar Lodbroks Sønner vare store Krigere, de hævnede deres Fader og dræbte Kong Ella i England. Da blev Ivar hin Beenløse Konge over den Deel af England, som hans Ætmænd og Slægtninge før havde ejet; han forøgede sit Rige paa mange Maader, og lod dræbe Kong Edmund hin Hellige, og underlagde sig hans Rige. Det fortælles, at Ragnar Lodbroks Sønner af alle Høvdinger i Oldtiden førte de fleste Krige; de hærjede paa alle disse Lande: England, Valland, Frankland, Saxland, og lige ud til Lombardiet; det længste de kom, var til den Borg, som hed Luna, hvilken de indtoge, og en Tid havde de ogsaa i Sinde at indtage Romeborg. Da de kom tilbage, skiftede de Riget imellem sig saaledes, at Bjørn Jærnside fik Upsalarige, hele Sverrig og begge Gotlande og alle de Lande, som der ligge til. Sigurd Orm i Øje fik Øgoteland og alle Øerne, Skaane og Halland; Hvitsærk fik Rejdgoteland tilligemed Vindland. Sigurd Orm i Øje havde Kong Ellas Datter Blæja tilægte, deres Søn var Haardeknud, som før berettedes. Haardeknud var Konge i Danmark over Sjælland og Skaane efter sin Fader, Da Haardeknud var fuldvoxen, giftede han sig, og avlede med sin Kone en Søn, som han lod kalde Gorm efter sin Fosterfader, Kong Knud hin Fundnes Søn. Trælle-Knuds Søn Gorm havde været en meget mægtig Konge, thi han styrede hele Danmark paa Ragnars Sønners Vegne, medens de droge i Krigsfærd. Da Haardeknuds Søn Gorm voxte op, var han den dejligste Mand, man kunde see for sine Øjne, han var derhos stor og stærk, og fortrinlig i alle Færdigheder; dog ansaaes han ikke for at besidde den Viisdom, som hans Frænder før ham vare i Orde for. Da Gorm var voxen, fik han en Kone, ved Navn Thyre, en Datter af den Harald Jarl i Jylland, som kaldtes Klakharald. Thyre var en dejlig og forstandig Kvinde, og hun skal efter Beretningerne have været den mægtigste af alle Kvinder her i de nordiske Lande; hun blev kaldt Thyre Danmarksbod. Klakharald ansaaes for den viseste af alle Mænd i Danmark paa de Tider, og da nu Gorm fik Kongedom og Rige efter sin Fader Haardeknud, fulgde han meget sin Svigerfader Harald Jarls og sin Kone Thyres Raad. Kong Gorm drog med sin Hær over til det Rige i Danmark, som den Gang kaldtes Rejdgoteland, men nu kaldes Jylland, imod en Konge, ved Navn Gnupa, som da herskede over dette Land; de holdt mange Træfninger med hinanden, men Udfaldet af Krigen blev, at Gorm fældte denne Konge og bemægtigede sig hele hans Rige. Dernæst drog Gorm imod en Konge, som hed Silfraskalle, paaførte ham Krig, og holdt Træfninger imod ham; Sejren fulgde Gorm bestandig, og ogsaa denne Konge blev nedlagt. Derefter rykkede han op i Jylland, og foer frem med Hærskjold, og dræbte eller afsatte alle Konger lige Sønder til Sles, og indtog ogsaa en stor Deel af Vindland. Gorm holdt mange Træfninger med Saxerne, og blev en meget mægtig Konge. Med sin Kone Thyre avlede han to Sønner, af hvilke den ældste hed Knud, den yngste Harald. Knud Gormssøn var den dejligste Mand, man nogensinde havde seet; han var ogsaa allerede i sin Opvæxt saa elskværdig, at Kongen elskede ham fremfor alle andre, og derhos var han afholdt af alt Folket, saa at enhver elskede ham inderlig; han blev ogsaa kaldt Knud Danaast, det er: de Danskes Kjærlighed. Harald slægtede sine mødrene Frænder paa, og Hans Moder Thyre elskede ham ligesaa højt som Knud.
Problem with this page?
Private UserGeni member
Private UserGeni member
Geni member
Geni member
Geni member